Et ungt par bosætter sig på en højskole i Vestjylland med deres lille barn. De træder ind i en verden af fællessang, økolærere og en stærk vilje til lokalsamfundet. Han er lærer på skolen, og hun er med som påhæng. Teoretisk set vil hun gerne fællesskabet, men kommer alligevel til at skrive anti-højskolesange med en af de andre påhæng. Det bliver blandt andet til Slagsang for påhæng og Sommersang uden sol og en salme, en vuggesang, en drukvise. Langt hen ad vejen vil hun også gerne integreres i lokalsamfundet, men hun kommer skævt ind i de sociale sammenhænge, hun kan ikke rigtig afkode den vestjyske samtaleform, de korte sætninger og lange pauser.
Stine Pilgaard tager tråden op fra Min mor siger og Lejlighedssange med denne stærkt humoristiske, kloge og kærlighedsfulde roman om en ung kvinde, der skal finde vej i højskolelivet, en verden af fællessang, økolærere og velvillige naboer, og samtidig skal finde ind i rollen som nybagt forælder og orakel i lokalavisens brevkasse. En krævende øvelse for én, der bevæger sig sprudlende, buldrende bramfrit gennem tilværelsen. (Og skriver slagsange i smug.)
Stine Pilgaard, født 1984, er uddannet fra Forfatterskolen og Københavns Universitet. Hun fik et stort anmelder- og publikumgennembrud med debutromanen Min mor siger (2012), som blev nomineret til DR Romanprisen, og som hun modtog debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for. I 2015 fulgte hun succesen op med romanen Lejlighedssange, som også talte til et stort publikum, modtog Bibliotekernes Forfatterpris (2016) og var nomineret til Læsernes Bogpris (2016). Begge bøger er oversat til norsk af Erlend Loe, Min mor siger desuden til islandsk.